Kirkeskibet
VALTER
SVENSTRUP - har skænket et smukt skib
til Dommerby Kirke.
Jeg har
hverken forstand på bygning af små eller store skibe, men jeg ved, at det har
været en meget stor og meget tidskrævende opgave for dig at fremstille denne
model, og jeg synes det er en meget smuk og uselvisk tanke, at du nu vil lade
hele sognet få mulighed for fremover at kunne beundre dette skib og dit flotte
arbejde ved at skænke det til vor gamle kirke.
Det, der nu er
blevet vort kirkeskib, er en model af orlogsskibet “NORSKE LØVE”, der blev
bygget i København i 1643, og opkaldt efter den norske løve i det danske
rigsvåben. Skibet var 49 m langt - det havde 86 kanoner og deltog bl.a. i det
sejrrige slag ved Køge Bugt 1. juli 1677 med en besætning på 568 mand.
Når man kigger
på nettet omkring kirkeskibe, finder man meget spændende læsning, og jeg vil
ganske kort fortælle lidt om noget af det, jeg fandt.
Kirkeskibet
beskrives som kirkens langhus, der når fra tårn til kor eller om en skibsmodel
ophængt i flere danske kirker. Betegnelsen menes at symbolisere Jesu skib på
Genezareth Sø eller Noahs Ark.
Når oldtidens
høvding blev gravsat, fik han et skib af sten, der kunne føre ham til dødsriget.
Helligskibet blev på forunderlig vis indlemmet i den kristne kirke - faktisk
ligger hele 72 af disse gamle helligskibe direkte på kirkegårdene og 84 ligger
mindre end 100 m fra de gamle middelalderkirker. Og det er måske årsagen til, at
man taler om kirkeskib - og at der hænger modelskibe i danske kirker.
Man er
ikke bekendt med, at der har været ophængt kirkeskibe før reformationen - det
ældste danske modelskib fra ca. år 1600 hænger i Ho Kirke i Vestjylland og der
findes på nuværensde tidspunkt ca. 1.200 eksemplarer fordelt i de danske kirker.
Flest finder
man i de gamle søfartsbyer - f.eks.
er der hele 15 stk. i Sønderho Kirke på Fanø, og det er typisk, at de disse
steder blev skænket til kirken som tak for frelse
ved forlis og stranding.
Nu er Dommerby
jo ingen søfartsby, så vi kan være rigtig stolte over og glade for det ene
flotte eksemplar, som VALTER SVENSTRUP
i dag har skænket Dommerby Kirke.
Endnu
engang - mange tak!